Verdens hårdeste cykelløb, verdens tredjestørste sportsbegivenhed, langt over 3000 kilometer på cykel – og i det hele taget en fantastisk oplevelse. Der er selvfølgelig tale om Tour de France. En fantastisk oplevelse er det også, når vi cykler fra Danmark til Paris for at opleve afslutningen på Touren i 2012.

En cykeltur fra Silkeborg til Paris er på ca. 1300 kilometer. 8 dage gennem Danmark, Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig – for at ankomme til Paris 2 dage inden Tour-feltet.

Vi cykler ca. 160-180 kilometer om dagen i gennemsnit og kommer hver aften frem til et godt hotel, hvor halvpensionen gør, at vi har noget at køre videre på næste dag. Undervejs på de enkelte etaper sørger serviceteamet for frokost til os, og når du så samtidigt kan tanke lommerne op med energibarer, frugt mv., kan du roligt koncentrere dig om cyklingen, de smukke landskaber, de nye cykelvenner og i det hele taget den pragtfulde tur til Paris.

For at kunne deltage skal du på 8 dage kunne cykle ca. 180 kilometer om dagen på ca. 10 timer incl. pauser. Det kan de fleste fornuftigt trænede motionscyklister. Du skal altså være i brugbar form inden afrejse, men du behøver ikke at være super-atlet.

Vi cykler i to grupper af hensyn til trafiksikkerheden og den øvrige færdsel. Grupperne følges så nogenlunde ad og ledes hver især af en turleder. For de, som eventuelt har lyst til lidt mere fart på cyklen, vil der blive mulighed for en række indlagte strækninger, hvor farten kan sættes op, og hvor man så efterfølgende venter på de øvrige deltagere.

Der vil være mulighed for at downloade de enkelte dagsetaper til cykel-gps. Der holdes to større pauser undervejs hver dag og i tillæg et par mindre.

Bagagen transporteres fra hotel til hotel i bil. Du pakker de ting, som du kan få brug for i dagens løb i en ”regnvejrspose”, som ligger i følgebilen i løbet af dagen. Følgebilen følger rytterne i dagens løb og medbringer også ekstra frugt, vand mv. samt reservedele til cyklerne.

Inden afrejse afholdes der 3 træningssamlinger, hvor du har mulighed for at køre ca. 100-120 kilometer sammen med de øvrige deltagere. En fin måde at få mødt hinanden på – og selvfølgelig også lige at få checket, om formen nu er ved at være på plads.

Der er ikke nogen egentlig cykelinstruktion til samlingerne – de er et tilbud til dig om nogle hyggelige timer sammen med de øvrige deltagerere – og træningen skal du jo have under alle omstændigheder!

Ved ankomsten til Paris kører vi til Place de la Concorde og klapper hinanden godt og grundigt på skulderen over den flotte indsats de sidste 8 dage. Vi kan nu se frem til et par velfortjente fridage og har selvfølgelig mulighed for at opleve afslutningen på Tour de France 2012, som vi laver en fælles tur til om søndagen.

I forbindelse med Touren til Paris vil der blive arrangeret en ledsagertur, så familie og venner har mulighed for at komme ned og klappe ad os, når vi cykler ind på Concordepladsen. Det vil naturligvis blive muligt at overnatte sammen med sin ægtefælle under opholdet i Paris, og vi følges også ad i bus hjemover.

Hent rejsebeskrivelse

 

Bestil rejse

Kataloger